triheart cafe

Triheart Café: Københavns nye Esport-café er åbnet!

Triheart Café åbent! Københavns nyeste åndehul for esport, gaming, brætspil og konsolspil er endelig åbnet. Esport-betting.dk var med til åbningsfesten og fik en snak med Triheart Cafés to ejere Sandra Fagerli og Simone Vinkel om den nye café.

En Oase af Social Gaming

Triheart Café åbner med en ambition om at promovere såkaldt Social Gaming, og det er i lige så høj grad det sociale som spillene der skal være i centrum. Om det så bliver i form af et multiplayer spil på en af Trihearts mange storskærme, eller et godt gammeldags brætspil, det er helt op til gæsterne selv.

Visionen er at lave et hang-out sted for gamere af alle typer, og skabe en atmosfære hvor fremmede mennesker kan spille med hinanden og dele deres interesse for spil. Af samme årsag har de to iværksættere valgt at fokusere på konsolspil frem for computerspil:

”Vi vil gerne have folk væk fra at sidde alene bag skærmen, og have dem til at sidde dyrke noget social gaming i selskab med andre i stedet for,” forklarer Sandra Fagerli, og suppleres af Simone Vinkel: ”Og det gælder både i forhold til konsolspil og klassiske brætspil: Det er noget man kan være fælles om!”

triheart cafe - Spilhylden bugner, og der kommer flere spil løbende

Spilhylden bugner, og der kommer flere spil løbende


Stor interesse fra starten

Under åbningsfesten er det tydeligt, at gæsterne er hurtige til at slappe af i omgivelserne, og selv om caféen kun har været åben i få timer, er der allerede fuldt gang i et multiplayer-spil ved en af storskærmene.

Det er generelt et imponerende antal af forskellige spil og konsoller man støder på hos Triheart Gaming. Man finder både alle de nyeste konsoller (f.eks. X-box, PS4, Nintendo Switch – men også de konsoller man husker fra gamle dage (f.eks. Super Nintendo, Nintendo 64, PS1, PS2, og mange flere).

Sandra Fagerli forklarer, at de har stort set har samtlige konsoller på markedet: ”Vi mangler nærmest kun SEGA, men vi håber at vi også får fat i den på et tidspunkt!”

At der hos caféen findes et så velassorteret udbud af ældre spil har ifølge Simone Vinkel en helt naturlig årsag: ”Vi elsker selv at spille mange af de gamle spil som vi husker fra tidligere. Så det er også lidt en retro-café. Man kan både spille de helt nye spil, og dem man husker fra gamle dage.”

triheart cafe - Allerede fra start er der gang i den sociale gaming hos Triheart Café

Allerede fra start er der gang i den sociale gaming hos Triheart Café


Læs også vores tidligere artikel om Triheart Cafés kickstarter eventyr

Cocktail udvalget sammensat af kickstarter-støtter

Triheart Café byder selvfølgelig også på alskens forfriskningerne til spillerne. På menuen findes blandt andet friskbrygget kaffe, sodavand og et spændende udvalg af cocktails.

Cocktail kortet hos Triheart har en lidt speciel historie: De forskellige drinks er nemlig designet af de personer der har været med til at crowdfunde caféen. Prøv for eksempel en ”Yoshi” eller ejernes favorit: ”Donkey Kong”. Donkey Kong er i øvrigt en cocktail med Cuba Caramel, bananlikør og kakaomælk.

triheart cafe - Prøv anderledes cocktails - fx favoritdrinken "Donkey Kong

Prøv anderledes cocktails – fx favoritdrinken “Donkey Kong”


En event-café med alle de store esports-events

Udover at byde på socialt samvær over konsoller og brætspil, ønsker Triheart Café også at vise de største esports-arrangementer live på storskærm. Således vil caféen også fungere ligesom en klassisk sportsbar, bare med computer.

Det vil dog ikke kun være CS:GO og Starcraft der finder vej til storskærmene, Simone Vinkel forklarer:

”Det bliver også mindre events vi vil afholde. Jeg er for eksempel meget glad for et Nintendo-spil der hedder Splatoon, og det er noget mere niche. Det kan også sagtens være mere niche spil der kommer events til.

Sandra Fagerli supplerer: ”Ja for eksempel har vi allerede en Mario Kart turnering planlagt (7. Juli 2018) på Switch, hvor caféens gæster spiller mod hinanden.”

Og der er gode grunde til at kigge forbi lørdag til turneringen hvis man er en haj til MarioKart – Vinderen af turneringen vinder nemlig en Super Nintendo! Ifølge ejerne, vil dette langt fra være den eneste turnering caféen afholder.

triheart cafe - Kreativ indretning præger Triheart - Fx denne fra Skyrim

Kreativ indretning præger Triheart – Fx denne fra Skyrim


Indtryk af Triheart Café

Vi tror hos Esport-betting.dk, at Triheart Cafe rammer en målgruppe der tidligere har været overset i København. Der har længe eksisteret net caféer med computere, men fokusset på konsoller og den hyggelige dagligstue stemning der er hos Triheart, er ikke noget der er set før.

Vi vil varmt anbefale alle at lægge vejen forbi Triheart til en gang brætspil og en kop kaffe eller en drink!

triheart cafe - De to kvinder der står bag Triheart Café. Sandra (tv.) og Simone

De to kvinder der står bag Triheart Café. Sandra (tv.) og Simone


Praktiske informationer

Triheart Café holder til på Borgbjergsvej 11, København SV
Cafeen har åbent tirsdag-lørdag fra omkring middagstid til ud på aftenen. Dog kan åbningstiden ændres i forbindelse med de esport-events der vises dernede.

Besøg Trihearts facebook side og se mere om aktive events og åbningstider

Det koster 25,- per person at leje brætspil/konsolspil, og der kan købes drikkevarer og snacks i baren. For 300,- kan man også købe et medlemskort, og leje spil gratis i helt et år.

3 Jul 2018