Furia CSGO hold Logo

CSGO: Et lille kig på Furia

Når de fleste Counter-Strike: Global Offensive fans tænker på et brasiliansk hold på den competitive scene ville det første hold, som poppede op i hovedet nok være MIBR. Men i flere omgange har brasilianerne fra holdet Furia vakt opsigt – især herhjemme i Danmark. Hvorfor? Måske fordi Furia i flere omgange har vist sig som ”dane slayers” og besejret både Astralis og North i den netop overståede Esports Championship Series Season 7.

I denne artikel tager vi et lille kig på, hvor Furia kommer fra, og om det i virkeligheden var så stor en overraskelse, at holdet nåede hele vejen til finalen ved ECS.

Starten på Furia

De første kapitler i det sydamerikanske holds historie blev skrevet tidligt i 2017, hvor holdet blev etableret med en række CS 1.6 veteraner: Guilherme “spacca” Spacca, Nicholas “guerri” Nogueira, Caike “caike” Costa, Arthur “prd” Resende og Vinicius “VINI” Figueiredo.

Det var det første lineup og den spæde start på en organisation, der på to år kom fra ingenting og nu står badet i det internationale CS:GO spotlight.

Furia begyndte for alvor at komme i omdrejninger i 2018, og lige siden har holdet flere første- og andenpladser i mindre og mellemstore turneringer så som ESL Pro League – South America, ESL- og Dreamhack Qualifiers samt ESEA-turneringer.

Udskiftninger og udvikling

I 2018 valgte Furia at omlægge strategien omkring deres rosteropbygning. I stedet for at vælge spillere med international erfaring gik holdet over til at satse på flere unge talenter. På den måde fik rosteren et helt nyt look med Andrei “arT” Piovezan, Yuri “yuurih” Santos og Kaike “kscerato” Cerato, som joinede de to mere rutinerede VINI og spacca ved roret.

Herefter vandt holdet den første sæson af Aorus League efter en sejr over YeaH Gaming i finalen, og senere samme måned blev de nummer 1 ved Brazil Premier League (BPL) samt LA League.

Efter en række blandede resultater valgte organisationen at skifte én af de rutinerede kræfter på rosteren ud – nemlig spacca, der blev skiftet ud med Rinaldo “ableJ” Moda Junior, som kom direkte fra holdets eget academi-hold Furia Ingame.

Udskiftningen kom cirka samtidig med, at holdet rykkede til USA for at søge nye udfordringer. Og 2019 blev for alvor året, hvor Furia kom ind på Major-scenen.

Majors på programmet

I holdets blot anden optræden i en major opnåede brasilianerne en andenplads ved Americas Minor Championship – Katowice 2019, og efterfølgende fik holdet sin helt store internationale ilddåb ved Intel Extreme Masters XIII – Katowice Major 2019. Her måtte holdet nøjes med en skuffende plads i tyverne og blot én sejr i fire kampe, men til trods for de dårlige resultater havde holdet flere gode optrædener og international top CS erfaring med i bagagen.

Herefter havde holdet stærke præstationer og sejre i en række majors før sydamerikanerne opnåede en andenplads ved begge majors DreamHack Open Rio de Janeiro 2019 og Esports Championship Series Season 7 – North America.

De sidste skridt

DreamHack Masters Dallas 2019 blev endnu et flot resultat for Furia, som endte på en delt 3./4. plads ud af 16 top CS-hold. I hver eneste serie mødte brasilianerne hold fra HLTV’s top 10 og vandt mod NRG (10), fNatic (7) og Vitality (5). De eneste nederlag kom mod ENCE (3) og Team Liquid (2).

Og så er der jo Esports Championship Series Season 7 finalerne, der med nogle danske øjne var lidt af en overraskelse, hvor Astralis og North løb ind i en brasiliansk mur. Måske var overraskelsen ikke så stor nu, hvor man kigger tilbage på Furia og den opadgående udvikling holdet har haft de sidste to år.

Furia tog sig af begge danske hold i løbet af turneringen, men måtte til sidst se sig slået i den store finale mod Vitality. Nu er spørgsmålet om Furia kan slå sig fast som endnu et brasiliansk CS:GO-hold, der for alvor er med i toppen af FPS’ens absolutte top.